Jeg havde i går taget noget af det gode grisekød op af fryseren (fik lige over 1 kilo hakket kød ud af den lille gris), og da grønthandleren både havde friske ærter og gulerødder måtte det blive det klassiske tilbehør – en hvid sauce med gulerødder, ærter og persille. Man kan selvfølgelig sagtens bruge ærter fra frost, men helt friske ærter smager bare SKØNT. Jeg havde lidt fond tilbage fra rullepølsekogningen, men en god grøntsagsbouillon er altså også anvendelig.
Så vidt jeg er orienteret, er forskellen mellem karbonader og krebinetter noget med Jylland og Sjælland – vi fik i hvert fald krebinetter i mit barndomshjem (på Sydsjælland). Jeg panerer dem ikke, men hvis man er den store fan af rasp, kan man jo bare panere dem.
Karbonader med stuvede ærter og gulerødder (4 pers.)
500 g hakket svinekød
salt og peber
smør og olie til stegning
2 dl god fond
2 dl hvidvin
1½ spsk hvedemel
1 spsk smør
5 nye gulerødder
1 kg friske ærter (eller 3 dl frosne)
1 lille bundt persille
salt og peber
Skyl gulerødderne og skær dem i små tern (max. 1×1 cm). Bælg ærterne, og skyl og hak persillen fint. Ælt kødet med en lille teske salt og lidt peber, og form det til 4 pæne karbonader. Kom lidt smør og olie på en pande og steg karbonaderne ved medium varme i 6-8 minutter på hver side.
Kom fond og hvidvin i en gryde og kog det op, smag til med salt og peber. Tilsæt gulerødderne. Lav en smørbolle af mel og blødt smør. Når gulerødderne næsten er møre, tilsættes smørbollen under omrøring, til konsistensen er tilpas.
Kog saucen igennem, så melsmagen forsvinder. Tilsæt ærter, der bare lige skal varmes, og dernæst persillen.
Kom karbonaderne på et fad, og hæld de stuvede ærter og gulerødder over. Top med lidt ekstra persille og server nye, kogte kartofler til.